Tine Bjørneboe

Lev livet i dag – hver dag

Det var det bedste råd min mand gav på sit dødsleje – eller måske ikke på dødslejet, men på et tidspunkt han vidste, at han ikke havde lang tid tilbage at leve i. Ikke kun et råd til mig, men til hele verden.

Min mand havde kræft i sidste stadie og sagde disse kloge ord i en video til sine venner på Facebook, en video der havde til formål at informere om, at han ikke havde lang tid tilbage på denne skønne ord. I hans afsluttende reflektion satte han ord på det vigtigste i livet: tiden! Og de mennesker vi omgiver os med.

Lev livet i dag – hver dag. Og pas godt på jer selv og hinanden.

De ord har jeg hængende som et kæmpe neonskilt foran mig, så jeg konstant bliver mindet om det, og jeg gør en indsats for at leve op til det mantra hver dag, ikke kun fordi min mand sagde det, men også fordi jeg selv tror inderligt på den måde at leve på.

Jeg siger ja til livet

Min indledning træder lige ind i den sværeste del af mit liv, nemlig det tidspunkt hvor jeg mistede min mand til kræften. Det værste jeg nogensinde har oplevet… selvom vi levede sammen med den sygdom i over 10 år og vidste han skulle dø, kunne jeg ikke forberede mig på at miste ham og livet bagefter. Men nu står jeg midt i det og jeg gør alt hvad jeg kan for at sige ja til livet, selv når det bider mest.

Min del af denne blog handler ikke om min mands sygdom eller død, men om mit liv efter tabet, mit liv som efterladt og mor til to børn – uden en far – og mit liv som kvinde, en kvinde med en ny identitet, en kvinde på jagten efter lykken, både i de små ting i hverdagen og som på det personlige plan, og om at finde balancen mellem at være noget for mig selv og for alle andre som fuldtidsarbejdende alenemor.

Hvis du ønsker at læse om den sidste tid med min mand i 2016, kan du læse om den kamp på www.trohaabogbroccoli.dk

Optimist og ja-hat

Heldigvis er jeg født optimist og er generelt ret positivt indstillet, det er en styrke og god hjælp i kampen om at opretholde troen på det gode i livet, når det er sværest. Men, det er ikke bare en medfødt egenskab, det er også en indstilling jeg vælger til i livet for det meste. Nogle gange holder jeg fri og tager ja-hatten af. Det skal der også være plads til, men så er det i trygge rammer, der hvor jeg ved at ingen tager skade og hvor det ikke ændrer noget på en relation. Det er lidt meta-agtigt beskrevet, men det vil bloggen helt sikkert afdække fint, når jeg kommer i gang med at skrive lidt om lidt på de gode og de svære dage.

Inspiration?

Jeg håber at kunne inspirere flere mennesker til at sige “ja” til livet. Acceptere at livet kan være svært, finde ud af at være i det og så alligevel finde plads til at leve lidt og få det bedste ud af livet, når der er plads til det. Vi har kun et liv! Og vi skylder os selv og hinanden at leve det fuldt ud.

Husk også lige mig på det, når jeg kryber for meget ned i mit eget musehul 😉

Følg med i min historie her