Med standerlampen i bad

Jeg er normalt en ret løsningsorienteret type, men når det kommer til hus og have, så er jeg nok mere i overlevelsesmode… oversat til virkeligheden betyder det lige nu, at flere af mine dørhåndtag peger vertikalt, halvdelen af mit lys i huset ikke virker, mørklægningsgardinstangen er faldet ned på min yngste søns værelse og benene er knækket af på den ældstes seng… ingen katastrofer, men noget der bør blive fixet. Bare ikke liiiige noget jeg har prioriteret. Både fordi de opgaver kommer oven i en masse andre hverdagsopgaver og der ikke er tid til det hele, men nok mest fordi det ikke er min spidskompetence at være handyman…

Nogle af de ting der står af er svære at undvære, men så er jeg heldigvis ekspert i at finde hurtige og nemme alternativer, hvis ikke jeg kan “leve med” den nye situation. Fx har vi lært at åbne døre med vertikale håndtag og sætte det på plads, hvis det falder ud af døren… Min søn kan sagtens falde i søvn med et ud af to mørklægningsgardiner, hvis jeg skærmer lidt for lyset, når jeg putter ham… 🙂 og på badeværelset har jeg hevet en standerlampe ind fra soveværelset, så der også er lys ovre ved spejlet, hvor al lys er gået. Ikke kønt og langttidsholdbart, men det løser problemet lige her og nu.

Det er langt ude at jeg ikke har ordnet nogle af disse ting endnu, men det er virkeligheden… overvejer at lave en liste over ting der skal fixes og så hyre en handyman et par timer. Det er jo easy fixes for en der har hænderne ordentligt skruet på 🙂

Det havde Jacob… og derfor var det ham der tog sig af hus og have. Altså de grove ting. Og det er jo noget af det, der er så mega fedt ved at være en familie, hvor alle udfylder en helt særlig rolle der passer ind i matrixen. Vi har aldrig skulle aftale, hvem der gør hvad, det er kommet helt naturligt. Og vi har altid elsket når vi hver især har overrasket hinanden med et eller andet… fx hvis Jacob lige havde redesignet et værelse eller lige bygget et nyt møbel 🙂 Loved it! Love surprises.

Så kom handymanden

Det er farligt at komme på ventet besøg her hos mig… lige pludselig kan du se dig selv stå med en skruemaskine i den ene hånd, mens du hjælper med at bære noget med den anden.

Dette indlæg er startet op af flere omgange… jeg har i virkeligheden været for træt, hver gang jeg er startet, og derfor er der sket ting og sager, fra jeg startede med at beskrive mine ubehandlet hus- og haveudfordringer til nu.

Naboen kom forbi i går!

Han kom bare lige ind for at høre, om jeg skulle have nogle ting med på forbrændingen snart (efter at have set ind i min garage, hvor jeg har samlet til bunke hele vinteren…) og VUPTI! så havde han hjulpet mig med at flytte et skrivebord, samle nogle skuffer og hænge mørklægningsgardinet op på Charlies værelse. Hurraaaaa for ham. Så kan der krydses 3 ting af på listen – og nå ja – og 2 mere. Jeg fik selv fjernet de klistermærker der var klistret så fint på 4 vinduer inde hos Charlie!! De har nok siddet der i over et halvt år og sad utrolig godt fast… men I got them! Og jeg afkalkede bruseren i går, helt selv 🙂 haha… det er jo ikke svært… og hvorfor vente så længe og nøjes med de to stråler der kommer ud i hver sin retning SÅ længe…

Fik jeg nævnt jeg slog græs? Stort for mig 🙂 og jeg fornemmer at jeg kommer til at synes om den tjans… så længe solen skinner. Det er lige 45 minutter uden forstyrrelser. Jeg kan simpelthen ikke høre hvis der nogen der råber efter mig 😀 aaaahhh…

Listen er stadig lang, så jeg er spændt på hvem den næste handymand er jeg kan få i nettet 🙂

Mærkedage bliver nemmere

Charlie er lige fyldt 7 år. Det er det største i et barns liv – at have fødselsdag – og Charlie talte også ned til dagen i meget lang tid. Det er en dag, hvor vi fejrer dagen han blev født, dengang for syv år siden på Næstved hospital. Det er dagen, hvor man som familie mærker stoltheden over at være forældre og søskende og gør alt for at fødselaren får den bedst tænkelige dag med masser opmærksomhed og fyldt med yndlingsting.

Det var en god fødselsdag, fejret med familie og venner og masser sjov og hygge. Det var ikke en dag med melankoli, men en dag med kærlighed og glæde. Selvfølgelig kunne ingen af os undgå at mærke savnet af Jacob på hver sin måde, men vi lod det ikke fylde noget negativt. Og jeg følte egentlig ikke at jeg savnede ham mere end normalt… Faktisk snakkede vi ikke rigtig om det, som jeg lige husker det… og jeg kan også blive i tvivl om jeg gør for lidt ud af det? Om jeg skal dyrke det noget mere for børnenes skyld – altså inddrage far noget mere i mærkedagene og hverdagene og også aktivt snakke noget mere om ham – mere end vi gør allerede. Gå mere på kirkegården… det er længe siden vi har været der. Det skal skal vi snart, det kan jeg mærke. Personligt får jeg ikke så meget ud af at være på kirkegården, jeg mærker ham meget mere herhjemme og hver eneste dag. Og lige for tiden savner jeg ham ret meget, hans selskab, hans humor, hans kærlighed og hengivenhed til mig. Griner tit når jeg kigger på hans billeder der hænger rundt omkring… griner når jeg tænker på, hvor meget vi altid grinede sammen – også når livet var mest alvorligt.

Hov, nu tog det en drejning… jeg startede jo med at skrive at mærkedagene var blevet nemmere… og det er de. Det var en god fødselsdag, ingen var kede af det eller havde svært ved at gennemføre dagen og jeg knoklede rundt for at få alt til at gå op, og så går tiden med det frem for alle tankerne om, hvor dejligt det ville have været, hvis far også var der til at fejre Charlie…

Facebook og instragram: min nye familie

Det er sjovt som de sociale medier kan udfylde et tomrum… jeg poster ikke særlig meget på Facebook, mest når jeg skal promovere et eller andet projekt, sælge noget eller eftersøge noget… men lige præcis de øjeblikke som er helt særlige, og der hvor jeg normalt ville have en støtte i Jacob, er det genialt at have et andet publikum.

Nogle andre der kan bekræfte hvor skøn og dejlig ens børn er 🙂 meget banalt… men det virker.

Charlie går meget op i sine fødselsdagskager og udfordrer sin mor hver år… i år var teamet fodbold…

Han er da dejlig og så ligner han sin far på en prik, hvilket bliver bemærket ofte. Jeg ved jeg skrev i starten at denne blog ikke ville handle om mine børn, og det skal den heller ikke og slet ikke der hvor det gør ondt, men en lille fødselsdag, som alligevel er delt på de sociale medier, kan sagtens blive delt er også. Det tager ingen skade af 🙂

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *