Ensom eller alene? 

På vej hjem fra et vellykket hotelophold med mine børn på Tivoli hotel i weekenden, lyttede jeg til et påskeprogram på P3, og lige den time jeg lyttede med fra bilen, handlede det om ensomhed. Både ensomheden som den uønskede følelse af at savne selskab, men også det tilvalgte ønske  om at være alene. Altså skelnede de mellem ensomheden og det aktive valg at være alene.

Der var flere der fortalte historien om, at den værste ensomhed er at føle sig ensom i blandt mennesker. Det kan være til fest, på arbejdet eller hvor der ellers kan være mange mennesker, som alle har lyst til dit selskab, men hvor du føler dig som en fremmed og har en ude-af-kroppen-oplevelse. Den følelse kender jeg udmærket. Selv om jeg er et meget udadvendt og ultrasocialt menneske, har jeg været i masser situationer, hvor jeg midt i en fest, og nogle gange som festens midtpunkt, har følt mig helt ved siden af. Som om jeg er fra en anden planet og bare ikke passer ind. Jeg får følelsen af at ville flygte derfra og komme i sikkerhed…

Det lyder helt åndssvagt, når det er nedskrevet, men sådan føles det og jeg tror at de fleste kender til den følelse. Heldigvis er det 80/20 til den sociale side – altså har jeg det for det meste godt i selskab med andre. Nok nærmere 90/10 🙂

Et bord til tre, tak

Vi har kun været alene lidt over et år nu og der er stadig mange ting, vi skal opleve på nye måder som en familie på tre personer i stedet for fire. Jeg har gjort meget brug af andres selskab på diverse rejser og udflugter og det har været en rigtig fin løsning – ikke mindst for at være lidt flere hænder til børnene og give mig lidt plads også. Det er også en løsning fremadrettet – både af praktiske årsager, men selvfølgelig også for selskabets skyld. Både for mig og børnene. Men jeg vil også kunne gøre ting som vores lille familie og finde ud af at have det ok med, at vi kun er os tre.

Derfor tog vi på et mini hotelophold i weekenden på Tivoli hotel krydret med en kulturoplevelse på Glyptoteket. Det gik virkelig godt. Børnene elskede at være på tur og de accepterede setuppet fuldstændig, det var i hvert fald sådan som jeg opfattede det. Vi brugte alle faciliteter på hotellet, spiste lækker sushi på 12. sal og der blev løbet op og ned af de lange hotelgange og kørt i elevator. Sjovt, hvad der betyder noget for børn.

Det var en rigtig god tur! Alt gik som det skulle. Børnene var glade. Men hold op hvor jeg mærkede ensomheden på den tur… jeg var omringet af lykkelige kernefamilier med mor, far og børn, nyforelskede par og store gravide maver. Kald mig bare bitter… jeg følte mig mere ensom end jeg gør når jeg sidder alene herhjemme om aftenen og børnene sover. Den form for ensomhed herhjemme, eller tid jeg er alene, nyder jeg. Det er her jeg får lidt tid og ro til at være mig selv og gøre det jeg har lyst til. Men, når jeg sidder på en fyldt restaurant og kigger rundt på alle de lykkelige familier, hvor far hjælper søn med at binde skoen eller giver ham et kærligt kys på håret, så føler jeg mig virkelig ensom.

Jeg synes jeg er et rummeligt menneske og jeg er så glad på alle de lykkelige familiers vegne, men de må godt holde sig lidt på afstand af mig 🙂

Det værste ved den ukonstruktive og måske en smule destruktive følelse af ensomhed er, at det forstyrrer mig og min tid med mine børn. Jeg føler en stress indvendig og kan ikke give mig 100% til vores lille familie. Det skal jeg virkelig arbejde med, så jeg kan nyde den kvalitetstid, vi har sammen, endnu mere.

Mindernes motorvej

Der er tidspunkter, hvor minderne og savnet af Jacob fylder en del og det er som regel i forbindelse med aktiviteter og begivenheder med børnene. Fødselsdage, udflugter, ferie, jul, hockeykamp i haven osv.

På vej hjem fra hotelopholdet blev jeg ramt af savnet på motorvejen, mens jeg lyttede til radioprogrammet om ensomhed, på vej hjem fra et dejligt ophold med vores børn, som han også burde have oplevet. Lige omkring Ishøj, hvor vi på en af vores sidste ture sammen i bilen på vej hjem fra Lyngby tog et smut i ILVA, kom stødet. Jacob var så svag, at han dårligt kunne gå rundt i varehuset, men jeg husker det alligevel som en god tur, hvor vi grinede og gjorde noget sammen som og for familien.

Jeg kneb en tårer bag rattet og mærkede virkelig savnet. Både af min allerbedste ven og drengenes far. Det kan virke uopnåeligt at opleve den slags kærlighed igen, men jeg håber den er derude et sted – for os alle tre.

Når vi gør ting, så rykker vi os

Selvom det gør ondt at mærke ensomheden og den bider særligt, når jeg er alene med drengene ude i samfundet, så er det min mission at fortsætte i det spor og blive verdensmester i at være os tre på tur. Vores lille familie bliver stærkere af det, og vi skal vise verden, at vi også er en rigtig familie, der kan hvad vi vil.

Basta! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *