Tid til en Makeover

På mange måder er jeg et sted i livet, hvor jeg føler et behov for at “starte forfra”, starte på en frisk og finde ind til mig selv igen – den nye version af mig selv. Det handler ikke om at jeg vil være en anden end den jeg er eller var, men mere om at finde ind til kernen af, hvem jeg er og hvor jeg har det bedst lige nu – hvor jeg er mest i balance.

Det er befriende at være et sted lige nu, hvor der er plads og overskud til at have lyst til at mærke livet og finde ud af, hvad der gør mig glad.  Lysten til at leve det gode liv. Der har ikke været plads til det før nu, og det er også udfordrende, da jeg dagligt bliver konfronteret med vores sorg efter tabet af Jacob, særligt gennem vores børn, men jeg har besluttet at der skal være plads til begge dele. Det ene kan og skal ikke udelukke det andet. Sorgen vil være en del af vores liv resten af livet i forskellige afskygninger, og den vil jeg kunne rumme samtidig med, jeg gør hvad jeg kan for at leve et godt liv.

Rengøring eller kold hvidvin med gode veninder?

Min Flow-instruktør spurgte forleden under en mindre meditationssession: “vi eksisterer alle sammen, men lever vi det liv vi ønsker?”. Det er et super godt spørgsmål, som man burde stille sig selv hver dag. Ikke dermed sagt at alle dage skal leve op til et eller andet ideal om det perfekte liv, men det passer mig fint at tænke over, om jeg får det ud af mit liv, jeg ønsker lige nu.

I søndags havde jeg en længe ventet plan om at huset skulle have en større omgang. Oprydning, rengøring, tøjvask osv. “Problemet” var bare at solen skinnede og det var tæt på 20 grader – en længe ventet varme og ikke mindst lys… og to af mine bedste veninder lokkede med Thaimad og kold hvidvin på terrassen. Svært valg? Nej egentlig ikke… ikke når jeg tænker over, hvordan jeg ønsker at leve mit liv.

Kold hvidvin på terrassen

Jeg valgte naturligvis den kolde hvidvin og det gode selskab – og det vil jeg gøre til hver en tid. Det handler for mig om at gribe øjeblikket og så må det trivielle vente lidt. Det løber ingen vegne – desværre… 🙂

Make-over hos Gunbritt

Jeg har glædet mig længe til dagen i dag. Dagen, hvor jeg skulle forkæles af en af landets dygtigste frisører, Gunbritt. For et par måneder siden meldte jeg mig til en make-over session og var så heldig at blive udvalgt.

Billederne taler næsten for sig selv, men lad mig tilføje at det var en fuldstændig fantastisk dag i forkælelsens tegn, hvor nogle mennesker jeg ikke kender fik det bedste frem i mig – af det ydre mig.  Det var rigtig sjovt og livsbekræftende at turde at træde ud på dybt vand uden at vide, hvad der kom til at ske. Jeg fristes til at sige at det var skønt at “mærke livet” og give slip på hverdag, livets trivialiteter og bekymringer.

Makeover hos Gunbritt

Ensom eller alene? 

På vej hjem fra et vellykket hotelophold med mine børn på Tivoli hotel i weekenden, lyttede jeg til et påskeprogram på P3, og lige den time jeg lyttede med fra bilen, handlede det om ensomhed. Både ensomheden som den uønskede følelse af at savne selskab, men også det tilvalgte ønske  om at være alene. Altså skelnede de mellem ensomheden og det aktive valg at være alene.

Der var flere der fortalte historien om, at den værste ensomhed er at føle sig ensom i blandt mennesker. Det kan være til fest, på arbejdet eller hvor der ellers kan være mange mennesker, som alle har lyst til dit selskab, men hvor du føler dig som en fremmed og har en ude-af-kroppen-oplevelse. Den følelse kender jeg udmærket. Selv om jeg er et meget udadvendt og ultrasocialt menneske, har jeg været i masser situationer, hvor jeg midt i en fest, og nogle gange som festens midtpunkt, har følt mig helt ved siden af. Som om jeg er fra en anden planet og bare ikke passer ind. Jeg får følelsen af at ville flygte derfra og komme i sikkerhed…

Det lyder helt åndssvagt, når det er nedskrevet, men sådan føles det og jeg tror at de fleste kender til den følelse. Heldigvis er det 80/20 til den sociale side – altså har jeg det for det meste godt i selskab med andre. Nok nærmere 90/10 🙂

Et bord til tre, tak

Vi har kun været alene lidt over et år nu og der er stadig mange ting, vi skal opleve på nye måder som en familie på tre personer i stedet for fire. Jeg har gjort meget brug af andres selskab på diverse rejser og udflugter og det har været en rigtig fin løsning – ikke mindst for at være lidt flere hænder til børnene og give mig lidt plads også. Det er også en løsning fremadrettet – både af praktiske årsager, men selvfølgelig også for selskabets skyld. Både for mig og børnene. Men jeg vil også kunne gøre ting som vores lille familie og finde ud af at have det ok med, at vi kun er os tre.

Derfor tog vi på et mini hotelophold i weekenden på Tivoli hotel krydret med en kulturoplevelse på Glyptoteket. Det gik virkelig godt. Børnene elskede at være på tur og de accepterede setuppet fuldstændig, det var i hvert fald sådan som jeg opfattede det. Vi brugte alle faciliteter på hotellet, spiste lækker sushi på 12. sal og der blev løbet op og ned af de lange hotelgange og kørt i elevator. Sjovt, hvad der betyder noget for børn.

Det var en rigtig god tur! Alt gik som det skulle. Børnene var glade. Men hold op hvor jeg mærkede ensomheden på den tur… jeg var omringet af lykkelige kernefamilier med mor, far og børn, nyforelskede par og store gravide maver. Kald mig bare bitter… jeg følte mig mere ensom end jeg gør når jeg sidder alene herhjemme om aftenen og børnene sover. Den form for ensomhed herhjemme, eller tid jeg er alene, nyder jeg. Det er her jeg får lidt tid og ro til at være mig selv og gøre det jeg har lyst til. Men, når jeg sidder på en fyldt restaurant og kigger rundt på alle de lykkelige familier, hvor far hjælper søn med at binde skoen eller giver ham et kærligt kys på håret, så føler jeg mig virkelig ensom.

Jeg synes jeg er et rummeligt menneske og jeg er så glad på alle de lykkelige familiers vegne, men de må godt holde sig lidt på afstand af mig 🙂

Det værste ved den ukonstruktive og måske en smule destruktive følelse af ensomhed er, at det forstyrrer mig og min tid med mine børn. Jeg føler en stress indvendig og kan ikke give mig 100% til vores lille familie. Det skal jeg virkelig arbejde med, så jeg kan nyde den kvalitetstid, vi har sammen, endnu mere.

Mindernes motorvej

Der er tidspunkter, hvor minderne og savnet af Jacob fylder en del og det er som regel i forbindelse med aktiviteter og begivenheder med børnene. Fødselsdage, udflugter, ferie, jul, hockeykamp i haven osv.

På vej hjem fra hotelopholdet blev jeg ramt af savnet på motorvejen, mens jeg lyttede til radioprogrammet om ensomhed, på vej hjem fra et dejligt ophold med vores børn, som han også burde have oplevet. Lige omkring Ishøj, hvor vi på en af vores sidste ture sammen i bilen på vej hjem fra Lyngby tog et smut i ILVA, kom stødet. Jacob var så svag, at han dårligt kunne gå rundt i varehuset, men jeg husker det alligevel som en god tur, hvor vi grinede og gjorde noget sammen som og for familien.

Jeg kneb en tårer bag rattet og mærkede virkelig savnet. Både af min allerbedste ven og drengenes far. Det kan virke uopnåeligt at opleve den slags kærlighed igen, men jeg håber den er derude et sted – for os alle tre.

Når vi gør ting, så rykker vi os

Selvom det gør ondt at mærke ensomheden og den bider særligt, når jeg er alene med drengene ude i samfundet, så er det min mission at fortsætte i det spor og blive verdensmester i at være os tre på tur. Vores lille familie bliver stærkere af det, og vi skal vise verden, at vi også er en rigtig familie, der kan hvad vi vil.

Basta! 🙂

Swipe, boost og super like…

Vi kan lige godt springe ud i det sprængfarlige emne…

SINGLELIVET

Jeg er begyndt at erkende at jeg er single… også selvom det ikke er selvvalgt… og det er begyndt at fylde en del i mit liv – på godt og ondt. Jeg er glad for at jeg er nået til et sted i livet, hvor jeg igen kan kigge op og mærke mig selv som kvinde. Ikke kun som efterladt og mor… men som kvinde – i sin bedste alder 🙂

Det første år efter min mand døde, var jeg ikke i nærheden af at føle mig single og klar til dating, men nu føles livet lettere og jeg kan mærke, at jeg savner selskabet. Ensomheden sniger sig ind på mig… det er selvfølgelig ikke en rar følelse, men jeg forsøger at bruge det konstruktivt, så jeg ikke sidder for meget og har ondt af mig selv… Jeg er ikke god til at “spilde livet” eller føle at jeg går i stå eller går baglæns, så jeg prøver at bruge følelsen til at finde ud af, hvad det egentlig er jeg savner og søger. Og så prøver jeg at gøre noget for at fylde det hulrum ud.

Nu skal der skrues op for Tine

Det er kun få måneder siden jeg mærkede den nye følelse af ensomhed, og den skulle jeg lige tygge på og bearbejde. Ud over den åbenbare grund – at jeg er single – lød min egen forklaring på ensomhedsfølelsen også på for lidt kontakt med mig selv og for lidt selvudvikling. Jeg har det sidste års tid skruet ned for stort set alle mine interesser såsom træning og sang, men også sjove digitale udviklingsprojekter… ja, jeg er lidt nørdet og elsker at skabe noget, få en idé og handle på det. Det skal der skrues op for igen. Jeg gider ikke bruge min tid på at vente på selskab og tro, at det alene vil gøre mig lykkelig.

Jeg er begyndt at træne styrketræning i et fitnesscenter. Valget faldt på det, fordi det er fleksibelt, jeg kan træne når det passer mig og ind i mit liv. Og det er virkelig et logistikhelvede, da det skal passe sammen med arbejde, børn, børnenes sport osv. Men jeg vil have det til at gå op – og så går det op. Utroligt så langt man kan komme med viljestyrke (og personlig træner…) Jeg har valgt at starte op med en personlig træner, så jeg kommer ordentlig i gang med de rigtige øvelser og den gode teknik og ikke mindst for at holde motivationen kørende længe nok til, at den kommer indefra. Den er ved at være der nu, motivationen 🙂

Jeg har det virkelig svært med billeder af mig selv doing the workout, men måske kommer det en dag 🙂

Min personlige træner sagde jeg skulle træne tre gange om ugen!!! Han måtte være vanvittig, tænkte jeg, men når træneren siger det, så skal man jo… og jeg har levet op til det mål hver uge, siden vi startede for et par måneder siden. Træningen i sig selv er rigtig god og det føles godt at bruge min styrke, men det at jeg kan komme afsted tre gange om ugen er min største sejr. Jeg har snakket med mine børn om, at jeg har brug for motion ligeså meget som de har brug for deres sport, at det er vigtigt for min sundhed og velvære, og at jeg brug for deres samarbejde. Den køber de og der er aldrig ballade, når jeg skal have presset min træning ind.

Sang og sjove projekter er også på vej. Ja, den her blog er det første lille projekt på min rejse.

Dating og børn 24/7

Det har aldrig været nemmere at komme i kontakt med andre singler end det er i dag… der findes datingtjenester til alle formål og nicher, tror jeg… Tinder, Happn, Dating, Single, Partnermedniveau osv. Jeg har ikke været hele vejen rundt men ved at der findes uendelige tjenester. Du kan bare sidde derhjemme i sofaen og “matche” med dem du finder interessante og så tage den videre derfra. Der er mange der skriver i deres profil, at de ikke gider skrive så meget, men hellere vil mødes til en kop kaffe og se om kemien er der. Helt klart en metode jeg også applauderer, men selv har svært ved at leve op til… særligt hvis jeg matcher med en der ikke lige bor i nærheden.

 

Jeg skal altid have passet børn, når jeg skal noget, og så skal det hardcore prioriteres, hvad jeg bruger den tid på. Derfor vil jeg gerne have en rimelig god fornemmelse af, hvem jeg evt skal mødes til en kop kaffe med. Det er lidt nemmere at fornemme kemien, hvis jeg har mødt en in real life… men online kræver det lidt skriverier og her er jeg bare så meget “behind the beat” og gammeldags. Det jeg møder er for det meste fyre der er helt afklaret med deres sexuelle præferencer og det er dem der præsenteres som noget af det første i vores dialog. Jeg synes ikke jeg er sart eller snerpet på nogen måde, men det er virkelig tidligt at komme ind på det emne – in my world.  Jeg synes et “hej” ville være passende 🙂

Den her hardcore “forventningsafstemning” (som jeg får det forklaret som) der er tidligt i online dialogen får, for mig, tjenesten til at virke som et escortbureau – bare uden gebyrer… Det er ucharmerende og for anmasende og stilløst – synes jeg. Måske har jeg bare været uheldig (i mine øjne) med mine matches, eller også passer jeg bare bedre til at møde mennesker i virkeligheden.

Been there, Done that…

Nu har jeg været single i lidt over et år og jeg har det sådan, at nu har jeg prøvet det – at være single – og så behøver jeg ikke være det mere. Det har været sjovt, kedeligt, ensomt, udfordrende, spændende og alt mulig andet… og så er det prøvet. Det kan godt føles som om det er en “prøve” og at jeg skal igennem alle mulige forhindringer og det synes jeg egentlig jeg har klaret nu. Nu kunne det være dejligt at få lidt ro på og møde en dejlig mand der kan fylde den del af tomrummet ud, så jeg kan slippe for alle de prøvelser og skøre online datingtjenester 🙂