Med standerlampen i bad

Jeg er normalt en ret løsningsorienteret type, men når det kommer til hus og have, så er jeg nok mere i overlevelsesmode… oversat til virkeligheden betyder det lige nu, at flere af mine dørhåndtag peger vertikalt, halvdelen af mit lys i huset ikke virker, mørklægningsgardinstangen er faldet ned på min yngste søns værelse og benene er knækket af på den ældstes seng… ingen katastrofer, men noget der bør blive fixet. Bare ikke liiiige noget jeg har prioriteret. Både fordi de opgaver kommer oven i en masse andre hverdagsopgaver og der ikke er tid til det hele, men nok mest fordi det ikke er min spidskompetence at være handyman…

Nogle af de ting der står af er svære at undvære, men så er jeg heldigvis ekspert i at finde hurtige og nemme alternativer, hvis ikke jeg kan “leve med” den nye situation. Fx har vi lært at åbne døre med vertikale håndtag og sætte det på plads, hvis det falder ud af døren… Min søn kan sagtens falde i søvn med et ud af to mørklægningsgardiner, hvis jeg skærmer lidt for lyset, når jeg putter ham… 🙂 og på badeværelset har jeg hevet en standerlampe ind fra soveværelset, så der også er lys ovre ved spejlet, hvor al lys er gået. Ikke kønt og langttidsholdbart, men det løser problemet lige her og nu.

Det er langt ude at jeg ikke har ordnet nogle af disse ting endnu, men det er virkeligheden… overvejer at lave en liste over ting der skal fixes og så hyre en handyman et par timer. Det er jo easy fixes for en der har hænderne ordentligt skruet på 🙂

Det havde Jacob… og derfor var det ham der tog sig af hus og have. Altså de grove ting. Og det er jo noget af det, der er så mega fedt ved at være en familie, hvor alle udfylder en helt særlig rolle der passer ind i matrixen. Vi har aldrig skulle aftale, hvem der gør hvad, det er kommet helt naturligt. Og vi har altid elsket når vi hver især har overrasket hinanden med et eller andet… fx hvis Jacob lige havde redesignet et værelse eller lige bygget et nyt møbel 🙂 Loved it! Love surprises.

Så kom handymanden

Det er farligt at komme på ventet besøg her hos mig… lige pludselig kan du se dig selv stå med en skruemaskine i den ene hånd, mens du hjælper med at bære noget med den anden.

Dette indlæg er startet op af flere omgange… jeg har i virkeligheden været for træt, hver gang jeg er startet, og derfor er der sket ting og sager, fra jeg startede med at beskrive mine ubehandlet hus- og haveudfordringer til nu.

Naboen kom forbi i går!

Han kom bare lige ind for at høre, om jeg skulle have nogle ting med på forbrændingen snart (efter at have set ind i min garage, hvor jeg har samlet til bunke hele vinteren…) og VUPTI! så havde han hjulpet mig med at flytte et skrivebord, samle nogle skuffer og hænge mørklægningsgardinet op på Charlies værelse. Hurraaaaa for ham. Så kan der krydses 3 ting af på listen – og nå ja – og 2 mere. Jeg fik selv fjernet de klistermærker der var klistret så fint på 4 vinduer inde hos Charlie!! De har nok siddet der i over et halvt år og sad utrolig godt fast… men I got them! Og jeg afkalkede bruseren i går, helt selv 🙂 haha… det er jo ikke svært… og hvorfor vente så længe og nøjes med de to stråler der kommer ud i hver sin retning SÅ længe…

Fik jeg nævnt jeg slog græs? Stort for mig 🙂 og jeg fornemmer at jeg kommer til at synes om den tjans… så længe solen skinner. Det er lige 45 minutter uden forstyrrelser. Jeg kan simpelthen ikke høre hvis der nogen der råber efter mig 😀 aaaahhh…

Listen er stadig lang, så jeg er spændt på hvem den næste handymand er jeg kan få i nettet 🙂

Mærkedage bliver nemmere

Charlie er lige fyldt 7 år. Det er det største i et barns liv – at have fødselsdag – og Charlie talte også ned til dagen i meget lang tid. Det er en dag, hvor vi fejrer dagen han blev født, dengang for syv år siden på Næstved hospital. Det er dagen, hvor man som familie mærker stoltheden over at være forældre og søskende og gør alt for at fødselaren får den bedst tænkelige dag med masser opmærksomhed og fyldt med yndlingsting.

Det var en god fødselsdag, fejret med familie og venner og masser sjov og hygge. Det var ikke en dag med melankoli, men en dag med kærlighed og glæde. Selvfølgelig kunne ingen af os undgå at mærke savnet af Jacob på hver sin måde, men vi lod det ikke fylde noget negativt. Og jeg følte egentlig ikke at jeg savnede ham mere end normalt… Faktisk snakkede vi ikke rigtig om det, som jeg lige husker det… og jeg kan også blive i tvivl om jeg gør for lidt ud af det? Om jeg skal dyrke det noget mere for børnenes skyld – altså inddrage far noget mere i mærkedagene og hverdagene og også aktivt snakke noget mere om ham – mere end vi gør allerede. Gå mere på kirkegården… det er længe siden vi har været der. Det skal skal vi snart, det kan jeg mærke. Personligt får jeg ikke så meget ud af at være på kirkegården, jeg mærker ham meget mere herhjemme og hver eneste dag. Og lige for tiden savner jeg ham ret meget, hans selskab, hans humor, hans kærlighed og hengivenhed til mig. Griner tit når jeg kigger på hans billeder der hænger rundt omkring… griner når jeg tænker på, hvor meget vi altid grinede sammen – også når livet var mest alvorligt.

Hov, nu tog det en drejning… jeg startede jo med at skrive at mærkedagene var blevet nemmere… og det er de. Det var en god fødselsdag, ingen var kede af det eller havde svært ved at gennemføre dagen og jeg knoklede rundt for at få alt til at gå op, og så går tiden med det frem for alle tankerne om, hvor dejligt det ville have været, hvis far også var der til at fejre Charlie…

Facebook og instragram: min nye familie

Det er sjovt som de sociale medier kan udfylde et tomrum… jeg poster ikke særlig meget på Facebook, mest når jeg skal promovere et eller andet projekt, sælge noget eller eftersøge noget… men lige præcis de øjeblikke som er helt særlige, og der hvor jeg normalt ville have en støtte i Jacob, er det genialt at have et andet publikum.

Nogle andre der kan bekræfte hvor skøn og dejlig ens børn er 🙂 meget banalt… men det virker.

Charlie går meget op i sine fødselsdagskager og udfordrer sin mor hver år… i år var teamet fodbold…

Han er da dejlig og så ligner han sin far på en prik, hvilket bliver bemærket ofte. Jeg ved jeg skrev i starten at denne blog ikke ville handle om mine børn, og det skal den heller ikke og slet ikke der hvor det gør ondt, men en lille fødselsdag, som alligevel er delt på de sociale medier, kan sagtens blive delt er også. Det tager ingen skade af 🙂

 

 

 

 

 

Tid til en Makeover

På mange måder er jeg et sted i livet, hvor jeg føler et behov for at “starte forfra”, starte på en frisk og finde ind til mig selv igen – den nye version af mig selv. Det handler ikke om at jeg vil være en anden end den jeg er eller var, men mere om at finde ind til kernen af, hvem jeg er og hvor jeg har det bedst lige nu – hvor jeg er mest i balance.

Det er befriende at være et sted lige nu, hvor der er plads og overskud til at have lyst til at mærke livet og finde ud af, hvad der gør mig glad.  Lysten til at leve det gode liv. Der har ikke været plads til det før nu, og det er også udfordrende, da jeg dagligt bliver konfronteret med vores sorg efter tabet af Jacob, særligt gennem vores børn, men jeg har besluttet at der skal være plads til begge dele. Det ene kan og skal ikke udelukke det andet. Sorgen vil være en del af vores liv resten af livet i forskellige afskygninger, og den vil jeg kunne rumme samtidig med, jeg gør hvad jeg kan for at leve et godt liv.

Rengøring eller kold hvidvin med gode veninder?

Min Flow-instruktør spurgte forleden under en mindre meditationssession: “vi eksisterer alle sammen, men lever vi det liv vi ønsker?”. Det er et super godt spørgsmål, som man burde stille sig selv hver dag. Ikke dermed sagt at alle dage skal leve op til et eller andet ideal om det perfekte liv, men det passer mig fint at tænke over, om jeg får det ud af mit liv, jeg ønsker lige nu.

I søndags havde jeg en længe ventet plan om at huset skulle have en større omgang. Oprydning, rengøring, tøjvask osv. “Problemet” var bare at solen skinnede og det var tæt på 20 grader – en længe ventet varme og ikke mindst lys… og to af mine bedste veninder lokkede med Thaimad og kold hvidvin på terrassen. Svært valg? Nej egentlig ikke… ikke når jeg tænker over, hvordan jeg ønsker at leve mit liv.

Kold hvidvin på terrassen

Jeg valgte naturligvis den kolde hvidvin og det gode selskab – og det vil jeg gøre til hver en tid. Det handler for mig om at gribe øjeblikket og så må det trivielle vente lidt. Det løber ingen vegne – desværre… 🙂

Make-over hos Gunbritt

Jeg har glædet mig længe til dagen i dag. Dagen, hvor jeg skulle forkæles af en af landets dygtigste frisører, Gunbritt. For et par måneder siden meldte jeg mig til en make-over session og var så heldig at blive udvalgt.

Billederne taler næsten for sig selv, men lad mig tilføje at det var en fuldstændig fantastisk dag i forkælelsens tegn, hvor nogle mennesker jeg ikke kender fik det bedste frem i mig – af det ydre mig.  Det var rigtig sjovt og livsbekræftende at turde at træde ud på dybt vand uden at vide, hvad der kom til at ske. Jeg fristes til at sige at det var skønt at “mærke livet” og give slip på hverdag, livets trivialiteter og bekymringer.

Makeover hos Gunbritt

Ensom eller alene? 

På vej hjem fra et vellykket hotelophold med mine børn på Tivoli hotel i weekenden, lyttede jeg til et påskeprogram på P3, og lige den time jeg lyttede med fra bilen, handlede det om ensomhed. Både ensomheden som den uønskede følelse af at savne selskab, men også det tilvalgte ønske  om at være alene. Altså skelnede de mellem ensomheden og det aktive valg at være alene.

Der var flere der fortalte historien om, at den værste ensomhed er at føle sig ensom i blandt mennesker. Det kan være til fest, på arbejdet eller hvor der ellers kan være mange mennesker, som alle har lyst til dit selskab, men hvor du føler dig som en fremmed og har en ude-af-kroppen-oplevelse. Den følelse kender jeg udmærket. Selv om jeg er et meget udadvendt og ultrasocialt menneske, har jeg været i masser situationer, hvor jeg midt i en fest, og nogle gange som festens midtpunkt, har følt mig helt ved siden af. Som om jeg er fra en anden planet og bare ikke passer ind. Jeg får følelsen af at ville flygte derfra og komme i sikkerhed…

Det lyder helt åndssvagt, når det er nedskrevet, men sådan føles det og jeg tror at de fleste kender til den følelse. Heldigvis er det 80/20 til den sociale side – altså har jeg det for det meste godt i selskab med andre. Nok nærmere 90/10 🙂

Et bord til tre, tak

Vi har kun været alene lidt over et år nu og der er stadig mange ting, vi skal opleve på nye måder som en familie på tre personer i stedet for fire. Jeg har gjort meget brug af andres selskab på diverse rejser og udflugter og det har været en rigtig fin løsning – ikke mindst for at være lidt flere hænder til børnene og give mig lidt plads også. Det er også en løsning fremadrettet – både af praktiske årsager, men selvfølgelig også for selskabets skyld. Både for mig og børnene. Men jeg vil også kunne gøre ting som vores lille familie og finde ud af at have det ok med, at vi kun er os tre.

Derfor tog vi på et mini hotelophold i weekenden på Tivoli hotel krydret med en kulturoplevelse på Glyptoteket. Det gik virkelig godt. Børnene elskede at være på tur og de accepterede setuppet fuldstændig, det var i hvert fald sådan som jeg opfattede det. Vi brugte alle faciliteter på hotellet, spiste lækker sushi på 12. sal og der blev løbet op og ned af de lange hotelgange og kørt i elevator. Sjovt, hvad der betyder noget for børn.

Det var en rigtig god tur! Alt gik som det skulle. Børnene var glade. Men hold op hvor jeg mærkede ensomheden på den tur… jeg var omringet af lykkelige kernefamilier med mor, far og børn, nyforelskede par og store gravide maver. Kald mig bare bitter… jeg følte mig mere ensom end jeg gør når jeg sidder alene herhjemme om aftenen og børnene sover. Den form for ensomhed herhjemme, eller tid jeg er alene, nyder jeg. Det er her jeg får lidt tid og ro til at være mig selv og gøre det jeg har lyst til. Men, når jeg sidder på en fyldt restaurant og kigger rundt på alle de lykkelige familier, hvor far hjælper søn med at binde skoen eller giver ham et kærligt kys på håret, så føler jeg mig virkelig ensom.

Jeg synes jeg er et rummeligt menneske og jeg er så glad på alle de lykkelige familiers vegne, men de må godt holde sig lidt på afstand af mig 🙂

Det værste ved den ukonstruktive og måske en smule destruktive følelse af ensomhed er, at det forstyrrer mig og min tid med mine børn. Jeg føler en stress indvendig og kan ikke give mig 100% til vores lille familie. Det skal jeg virkelig arbejde med, så jeg kan nyde den kvalitetstid, vi har sammen, endnu mere.

Mindernes motorvej

Der er tidspunkter, hvor minderne og savnet af Jacob fylder en del og det er som regel i forbindelse med aktiviteter og begivenheder med børnene. Fødselsdage, udflugter, ferie, jul, hockeykamp i haven osv.

På vej hjem fra hotelopholdet blev jeg ramt af savnet på motorvejen, mens jeg lyttede til radioprogrammet om ensomhed, på vej hjem fra et dejligt ophold med vores børn, som han også burde have oplevet. Lige omkring Ishøj, hvor vi på en af vores sidste ture sammen i bilen på vej hjem fra Lyngby tog et smut i ILVA, kom stødet. Jacob var så svag, at han dårligt kunne gå rundt i varehuset, men jeg husker det alligevel som en god tur, hvor vi grinede og gjorde noget sammen som og for familien.

Jeg kneb en tårer bag rattet og mærkede virkelig savnet. Både af min allerbedste ven og drengenes far. Det kan virke uopnåeligt at opleve den slags kærlighed igen, men jeg håber den er derude et sted – for os alle tre.

Når vi gør ting, så rykker vi os

Selvom det gør ondt at mærke ensomheden og den bider særligt, når jeg er alene med drengene ude i samfundet, så er det min mission at fortsætte i det spor og blive verdensmester i at være os tre på tur. Vores lille familie bliver stærkere af det, og vi skal vise verden, at vi også er en rigtig familie, der kan hvad vi vil.

Basta! 🙂