Jeg har skæbnen i mine hænder

Når muligheden byder sig, skal man tage chancen, ik? Jacob sagde altid “hellere gøre noget jeg vil fortryde end fortryde noget, jeg ikke har gjort” eller noget i den stil…

Nu lyder det måske som om, jeg har taget en stor chance, kastet mig ud på dybt vand, men det har jeg slet ikke. Jeg har bare været hos en håndlæser. Nogle synes måske det er at gå på dybt vand?? 😀

Chancen bød sig, da en bekendt skulle træne under sin håndlæseruddannelse, og nysgerrig som jeg er, sprang jeg på. Og det var virkelig sjovt og interessant. Ikke spådom, men et spejlbillede af hvem er jeg er, hvor jeg er i livet og hvor jeg er på vej hen…

Her deler jeg lidt om mig selv fra sessionen. Jeg kan genkende mig selv i det hele (med undtagelse af fremtidens forudsigelser…) Det er altså ret vildt. En rigtig god oplevelse.

Hvem er jeg?

Håndoverfladen viser mine grundlæggede træk, min personlighed, hvordan folk ser mig. Meget mere teori om håndlæsning, bliver det nok ikke til… så lad mig springe direkte til, hvad mine hænder afslørede.

I følge mine hænder har jeg en praktisk tilgang til tingene. Jeg kan godt lide at tingene kan ordnes, at være i gang med noget, elsker det konkrete, flyver ikke højt, er jordnær. Det passer vidst meget godt…
Min skålformede hånd viser, at jeg er omsorgsfuld, giver plads til andre og passer godt på de mennesker der er omkring mig. Beskytter dem. Men ingen “kommer ind ad bagdøren”, ingen kan snyde sig ind. Jeg er opmærksom på ikke at blive udnyttet.
 
Og så er der rytmeknoglen. Tænk at vi har en rytmeknogle, det er jeg lidt vild med… Min rytmeknogle er stor, meget stor åbenbart. Det viser at jeg, har nemt ved det meste sport, musik og rytmer generelt. Kroppen har nemt ved at koordinere bevægelser til fx dans og aerobics.
Jeg har en fleksibel tommelfinger, hvilket kan oversættes til, at jeg er til at rykke med. Jeg er god til at lytte og god til at se ting fra flere sider, og kan også ændre overbevisning, hvis det giver mening.

Mine fingre er lange

Jeg har lange fingre… det betyder at jeg analyserer alt og ser mange detaljer. Folk med lange fingre bruger lang tid på at overveje tingene og tager ikke forhastede beslutninger.
Lillefinger: kommunikation.  Hvordan vi taler, skriver og gebærder os i verden. Min lillefinger stritter mere end andre og det betyder, at jeg er  et menneske der kommunikerer meget. Jeg er god til kommunikation, får sagt det der skal siges. Jeg siger dog ikke ting jeg ikke er sikker på. Er ikke et sludrechatol.
Haha, det sidste er sjovt. Jeg kan helt sikkert godt være et sludrechatol, men jeg er nok så produktivt indrettet, at jeg helst skal have noget konkret ud af en samtale, noget information der er værdifuldt for den ene eller den anden part. Eller føle at jeg rykker mig i en samtale, lærer noget om mig selv eller den jeg er sammen med. 
Langefinger: Jeg har et godt overblik. Slank finger men godt fæstnet – et godt fundament
Ringfinger: kærlighed. Denne finger var håndlæseren særlig spændt på, da han godt vidste, at jeg havde mistet Jacob, min store kærlighed. Det første han lagde mærke til, da jeg kom, var at jeg havde et sår på venstre ringfinger. For en håndlæser betyder det, at der har været noget i kærlighedslivet, som har givet et sår. På højre hånd (fremtiden), så han straks et ar samme sted som såret sidder på venstre hånd. Det er skyggen af et sår – det forsvinder aldrig. Samme led, samme sted. Min kærlighedshistorie med Jacob har en stor betydning for mig i fortiden, nutiden og fremtiden.
Pegefinger: økonomi, mit professionelle jeg. Det betyder meget for mig. Min kraftigeste finger.  Den er godt plantet og fylder godt. Jeg bruger meget tid på arbejde – på mit professionelle jeg – men tager det ikke med hjem. Fingeren ligger for sig selv, hvilket viser at arbejdet betyder alt, når jeg er på arbejde, men at jeg slipper det, når jeg tager hjem. Det passer faktisk ret godt. Jeg kan sagtens give slip på arbejde, men kan også aktivt vælge det til, hvis jeg skal, eller hvis jeg er motiveret, men så er det altid, når børnene er lagt. Det er i hvert fald målet.
Tommelfinger: håndens styrmand. Den er kraftig og viser god viljestyrke. Jeg ved hvad jeg vil, tager ikke beslutninger på intuition, men overvejer meget før beslutningen træffes. Jeg har ikke det intuitive horn..!!?? 😀 Jeg træffer rigtige beslutninger (rigtige for mig), men går nok også glip af noget, da min analyse kan bremse for noget godt og kreativt, dømt ude i analysen…
Jeg er kreativ, men bliver ofte bremset i løsningsmuligheder… det genkender jeg desværre…

Indersiden, armbånd, linier og symboler

Indersiden er det jeg er gjort af, det jeg har fået med fra slægten. Venstre hånd fortiden og nuet og højre hånd fremtiden

Stort hyggebjerg

Jeg har et hyggebjerg i min hånd, haha. I vores egne handler hygge meget om mad og håndlæseren kom frem til, at jeg sørger godt for at mennesker omkring os hygger sig.  Man skal have det godt hos mig. Hygge er vigtig. Derfor er jeg en god værtinde, som altid kan diske op og anrette noget “hygge” til gæster.

Hvor er jeg i livet

Jeg har meget styrke i mine tre armbånd rundt om håndledet. Det betyder, at jeg har fået en masse viljestyrke og rå styrke med hjemmefra – og jeg handler endnu stærkere på det, end det jeg har fået med.
Min livslinie deler sig omkring 40 års alderen, hvilket betyder der sker et stort skift. Jeg mistede Jacob da jeg var 39 år… På min skæbnelinie, der kører parallelt med livslinien, sker der også et skift et par år før jeg mister Jacob. Det er da ret interessant.
Jeg har hoved og hjerte med i alle ting jeg gør. Et arbejde jeg holder af i mit hjerte, og kærlighed jeg kan sætte mig ind i med hjernen. Man kan ikke charmere mig med champagne og roser – jeg skal have hjernen med. Men omvendt kan man ikke lokke mig med høj løn, jeg skal have hjertet med.

Fine linier og et helt bjerglandskab i hænderne

Jeg har fine linier i mine hænder, drømmelinier. Månebjerget, drømme, det uventede, det mystiske, det man ikke kan forhold sig til, er fyldig. Det viser at jeg har drømme, noget jeg gerne vil. Det er ikke nok, det jeg laver – jeg vil mere. Der er meget energi, overskud af energi, som kan bruges på de mange ting, jeg også gerne vil.
Venusbjerget, det feminine, kærligheden, er lidt punkteret. Luften er gået lidt ud af Venusbjerget og der er plads til mere kærlighed.
Marsbjerget, krigeren, er også lidt flad. Krigeren tager, hvad den vil have og det har ikke været muligt i mit liv. Jeg kan ikke tage det jeg vil, der er for mange hensyn at tage, så der er plads til lidt mere fylde af “det jeg tager til mig”. Og jeg tolker det som MY TIME og MY CHOICES. Tror sådan noget som at sætte tid af til træning kan være med til at fylde den lidt ud. Noget jeg gør for min skyld, for min velvære.
Min håndstilling med ryggen nedad viser en væg af fingre. Hænderne er halvt lukket og kræver at håndlæseren aktivt åbner hænderne og holder på fingrene for at holde dem nede. Det viser at jeg holder mig tilbage, passer på mig selv, holder igen. Jeg er sikker på, at det også fortæller, at jeg passer på mine børn, det er i hvert fald en stor del af mit skjold.

Hvor er jeg på vej hen?

Mars og venusbjerget bliver ikke fyldt op i den nærmeste fremtid, så jeg må nok have lidt tålmodighed med den der kærlighed og krigerattitude.

2018 kommer til at gå hurtigt, det er væk i løbet af ingen tid. Men 2019 kommer til at føles langt. Der vil ske mange ting som kræver tid. Der bliver tider, hvor jeg glemmer at have både hjerne og hjerte med.  I den midterste del af 2019 vil der ske nye ting, jeg ikke forventer – på det private plan. Det private fylder halvdelen af min hånd.

Mod slutningen af 2019 vil der skabes noget succes, men efter store forandringer og succes 2019, skal der ryddes op i 2020. Livet kan ikke fortsætte, som det er startet, der skal ryddes lidt op i tingene. 

Jeg bevarer det gode kommunikationsbjerg, og vil fortsat beskæftige mig med kommunikation – jeg er landet.

Spread your wings and Fly

Der tegner sig en sommerfugl i min hånds linier. Og dens vinger folder sig ud. Der er en stige der går op til sommerfuglen, et symbol på at nå op på et nyt niveau…  jeg vil folde mig ud personligt. Et forløb der tager det meste af et år.

Den hånd der ligger længst fremme er fremtidshånden – jeg vil gerne kigge frem i tiden. Ikke dvæle for meget ved fortid, men kigge fremad… men ikke for langt frem. Mine linier åbner ikke op for, hvad der skal ske langt ude i fremtiden. Kun den nærmeste fremtid. Det er også symptomatisk for mig, at holde mig indenfor overskuelig tidshorisont i både drømme og planlægning.

Ikke spådom – jeg har skæbnen i mine hænder

Håndlæsning er ikke spådom, men et redskab til selvindsigt. Ens linier ændrer sig sammen med en og afspejler der, hvor du er i dit liv lige nu og ændrer sig når du får det anderledes. Populært kan man sige det er en kunstform der kan forudsige skæbnen, men så alligevel ikke. Når nu linierne kan ændre sig, er det mig der påvirker min egen skæbne.
Mine hænder afslører, at jeg river mig tidligt fri fra mine forældre, jeg blev hurtigt selvstændig som barn/ung. Jeg blev hurtigt en der tog livet i egen hånd. Andre følger skæbnelinien meget tidligt – dem der typisk finder en mand hurtigt og finder tryghed der. Jeg har en selvstændig livslinie parallelt med skæbnelinien og finder mit eget spor.
Jeg har skæbnen i mine hænder.

Fanget i livets spiral

Livet går på en måde i ring…

Hver dag og parallelt med årstiderne, er der nogle helt faste ting, vi gør på bestemte tidspunkter af dagen og året. Det samme hver år, og hvis du glemmer det, husker Facebook dig på præcis, hvad du lavede for et år siden. Holdt børnefødselsdag, tog havemøblerne ud af skuret, slog græsset for første gang, sidste arbejdsdag inden ferie, festivaler osv.

Uanset hvor spontan og antileverpostej, man prøver at leve sit liv, så bliver man trukket ind i livets spiral og kan vælge at køre på autopilot, prøve at lave nye variationer eller bare mærke efter om det samme mønster fra de foregående år stadig passer ind i livet nu. Mærke efter om noget føles anderledes og agere derefter. Jeg tror jeg prøver at navigere i alle tre spor…

Autopilot

Hver eneste dag er der 1000 “skal-ting”… vi skal stå op, vi skal i skole / på arbejde, vi skal børste tænder, smøre madpakker, pakke tasker, lave mad, tage af bordet, vaske op, putte børn, vaske tøj, gøre rent, lave lektier, køre børn til sport osv osv. Uanset hvor meget vi bander noget af det væk, skal det gøres og det er ting der er svære at “give videre”. Ja, vi kan få hjælp til rengøring , men der skal stadig ryddes op…

Nye variationer

Alle skal-opgaverne kører på autopilot, men hver dag reflekterer jeg over, hvordan jeg kan gøre det mere spændende, få noget god værdi ind i opgaverne, så det ikke føles som ren spild og tidsspilde. Det er oplagt interaktionen med mine børn, jeg forsøger at kvalitetssikre. Fx ved at:

  • Gøre putningen mere nærværende og ikke bare noget der skal overstås hurtigt, for at den næste skal puttes, eller jeg selv skal noget. (Det hænder dog… )
  • Høre god musik eller en podcast, når jeg laver mad eller smører madpakker.
  • Lave lektiestunderne til et familieliggende, hvor vi alle tre løser en opgave rundt om bordet. Og er der for hinanden. (I try…)

Lyder utrolig fornuftigt ik’? Det er ønskescenarierne der er listet her, virkeligheden er nok en anden, men Rom blev heller ikke bygget på en dag, vel…

Mindful living

Det gad jeg virkelig godt var mit mantra… og jeg skal nok komme derhen. Jeg har mine moments, hvor jeg virkelig formår at stoppe tiden og bare nyde øjeblikket, smage på maden, mærke vejr og vind, lytte – altså virkelig lytte, ja – bare være tilstede. Men hold nu op, hvor bliver mine moments tit afbrudt af livets tornadoer… og med tornadoer er det nok mest mine børn, jeg tænker på 🙂

I virkeligheden er hverdagen virkelig presset, og når man kun er én til at løse alle opgaverne – og konflikterne – så skal det hele spille og for meget slinger i valsen eller nye spændende koncepter, skal introduceres langsomt, så det ikke skubber til dominobrikkerne og får brikkerne til at vælte på det forkerte tidspunkt.

Det er hårdt at være alene om det hele, det snakker jeg tit med min gode veninde om, som også er mor til to børn, alene. Vi er egentlig trætte af at brokke os over hvor hårdt, anstrengende, pain in the a.., energidrænende osv det er at være alene 24/7, fordi vi er survivers og fighters og “skal sq nok klare det” typer begge to. Men, vi har jo brug for at hælde vandet ud af ørerne og her er det perfekt at dele det med en der forstår, hvor det kommer fra. Når vi har tømt beholdningen af “Kids this and kids that & I need my space” frustrationer, så er vi som født på ny og klar til en ny dag. 🙂

Og nu blev vandet også hældt ud af ørerne her på bloggen, så jeg er født på ny og klar til en weekend uden alt for mange planer – det må være mindful planning 😀

 

 

Med standerlampen i bad

Jeg er normalt en ret løsningsorienteret type, men når det kommer til hus og have, så er jeg nok mere i overlevelsesmode… oversat til virkeligheden betyder det lige nu, at flere af mine dørhåndtag peger vertikalt, halvdelen af mit lys i huset ikke virker, mørklægningsgardinstangen er faldet ned på min yngste søns værelse og benene er knækket af på den ældstes seng… ingen katastrofer, men noget der bør blive fixet. Bare ikke liiiige noget jeg har prioriteret. Både fordi de opgaver kommer oven i en masse andre hverdagsopgaver og der ikke er tid til det hele, men nok mest fordi det ikke er min spidskompetence at være handyman…

Nogle af de ting der står af er svære at undvære, men så er jeg heldigvis ekspert i at finde hurtige og nemme alternativer, hvis ikke jeg kan “leve med” den nye situation. Fx har vi lært at åbne døre med vertikale håndtag og sætte det på plads, hvis det falder ud af døren… Min søn kan sagtens falde i søvn med et ud af to mørklægningsgardiner, hvis jeg skærmer lidt for lyset, når jeg putter ham… 🙂 og på badeværelset har jeg hevet en standerlampe ind fra soveværelset, så der også er lys ovre ved spejlet, hvor al lys er gået. Ikke kønt og langttidsholdbart, men det løser problemet lige her og nu.

Det er langt ude at jeg ikke har ordnet nogle af disse ting endnu, men det er virkeligheden… overvejer at lave en liste over ting der skal fixes og så hyre en handyman et par timer. Det er jo easy fixes for en der har hænderne ordentligt skruet på 🙂

Det havde Jacob… og derfor var det ham der tog sig af hus og have. Altså de grove ting. Og det er jo noget af det, der er så mega fedt ved at være en familie, hvor alle udfylder en helt særlig rolle der passer ind i matrixen. Vi har aldrig skulle aftale, hvem der gør hvad, det er kommet helt naturligt. Og vi har altid elsket når vi hver især har overrasket hinanden med et eller andet… fx hvis Jacob lige havde redesignet et værelse eller lige bygget et nyt møbel 🙂 Loved it! Love surprises.

Så kom handymanden

Det er farligt at komme på ventet besøg her hos mig… lige pludselig kan du se dig selv stå med en skruemaskine i den ene hånd, mens du hjælper med at bære noget med den anden.

Dette indlæg er startet op af flere omgange… jeg har i virkeligheden været for træt, hver gang jeg er startet, og derfor er der sket ting og sager, fra jeg startede med at beskrive mine ubehandlet hus- og haveudfordringer til nu.

Naboen kom forbi i går!

Han kom bare lige ind for at høre, om jeg skulle have nogle ting med på forbrændingen snart (efter at have set ind i min garage, hvor jeg har samlet til bunke hele vinteren…) og VUPTI! så havde han hjulpet mig med at flytte et skrivebord, samle nogle skuffer og hænge mørklægningsgardinet op på Charlies værelse. Hurraaaaa for ham. Så kan der krydses 3 ting af på listen – og nå ja – og 2 mere. Jeg fik selv fjernet de klistermærker der var klistret så fint på 4 vinduer inde hos Charlie!! De har nok siddet der i over et halvt år og sad utrolig godt fast… men I got them! Og jeg afkalkede bruseren i går, helt selv 🙂 haha… det er jo ikke svært… og hvorfor vente så længe og nøjes med de to stråler der kommer ud i hver sin retning SÅ længe…

Fik jeg nævnt jeg slog græs? Stort for mig 🙂 og jeg fornemmer at jeg kommer til at synes om den tjans… så længe solen skinner. Det er lige 45 minutter uden forstyrrelser. Jeg kan simpelthen ikke høre hvis der nogen der råber efter mig 😀 aaaahhh…

Listen er stadig lang, så jeg er spændt på hvem den næste handymand er jeg kan få i nettet 🙂

Mærkedage bliver nemmere

Charlie er lige fyldt 7 år. Det er det største i et barns liv – at have fødselsdag – og Charlie talte også ned til dagen i meget lang tid. Det er en dag, hvor vi fejrer dagen han blev født, dengang for syv år siden på Næstved hospital. Det er dagen, hvor man som familie mærker stoltheden over at være forældre og søskende og gør alt for at fødselaren får den bedst tænkelige dag med masser opmærksomhed og fyldt med yndlingsting.

Det var en god fødselsdag, fejret med familie og venner og masser sjov og hygge. Det var ikke en dag med melankoli, men en dag med kærlighed og glæde. Selvfølgelig kunne ingen af os undgå at mærke savnet af Jacob på hver sin måde, men vi lod det ikke fylde noget negativt. Og jeg følte egentlig ikke at jeg savnede ham mere end normalt… Faktisk snakkede vi ikke rigtig om det, som jeg lige husker det… og jeg kan også blive i tvivl om jeg gør for lidt ud af det? Om jeg skal dyrke det noget mere for børnenes skyld – altså inddrage far noget mere i mærkedagene og hverdagene og også aktivt snakke noget mere om ham – mere end vi gør allerede. Gå mere på kirkegården… det er længe siden vi har været der. Det skal skal vi snart, det kan jeg mærke. Personligt får jeg ikke så meget ud af at være på kirkegården, jeg mærker ham meget mere herhjemme og hver eneste dag. Og lige for tiden savner jeg ham ret meget, hans selskab, hans humor, hans kærlighed og hengivenhed til mig. Griner tit når jeg kigger på hans billeder der hænger rundt omkring… griner når jeg tænker på, hvor meget vi altid grinede sammen – også når livet var mest alvorligt.

Hov, nu tog det en drejning… jeg startede jo med at skrive at mærkedagene var blevet nemmere… og det er de. Det var en god fødselsdag, ingen var kede af det eller havde svært ved at gennemføre dagen og jeg knoklede rundt for at få alt til at gå op, og så går tiden med det frem for alle tankerne om, hvor dejligt det ville have været, hvis far også var der til at fejre Charlie…

Facebook og instragram: min nye familie

Det er sjovt som de sociale medier kan udfylde et tomrum… jeg poster ikke særlig meget på Facebook, mest når jeg skal promovere et eller andet projekt, sælge noget eller eftersøge noget… men lige præcis de øjeblikke som er helt særlige, og der hvor jeg normalt ville have en støtte i Jacob, er det genialt at have et andet publikum.

Nogle andre der kan bekræfte hvor skøn og dejlig ens børn er 🙂 meget banalt… men det virker.

Charlie går meget op i sine fødselsdagskager og udfordrer sin mor hver år… i år var teamet fodbold…

Han er da dejlig og så ligner han sin far på en prik, hvilket bliver bemærket ofte. Jeg ved jeg skrev i starten at denne blog ikke ville handle om mine børn, og det skal den heller ikke og slet ikke der hvor det gør ondt, men en lille fødselsdag, som alligevel er delt på de sociale medier, kan sagtens blive delt er også. Det tager ingen skade af 🙂