Tanker om forår

Midt i den koldeste af de 31. marts jeg har kendt og mellem pytter af sne, spirer der et lille strejf af glæde frem.

Det kommer af troen på, at uanset hvad jeg møder, så ved jeg, at jeg finder en vej i livet. En vej jeg selv definerer og sætter dagsordenen for.
Her går jeg sjældent alene og i alle tilfælde kun alene, hvis jeg vælger det. For jeg kan altid række ud efter venner, familie eller sågar endnu ukendte bekendskaber og jeg kan altid vælge at trække mig fra relationer eller situationer for en stund, hvis jeg har behov for ro.

Det kan være svært at tage det næste skridt. Især på de dage, hvor jeg føler mig ensom mellem mennesker eller hvor melankolien har taget over.
Her kan det være nok så omstændigt, sådan helt konkret, at slå dynen til side om morgenen, at få skrevet de første linjer i brevet til kommunen, at få logget ind og tjekket balancen på min betalingskonto eller at få lagt vasketøjet på plads.

Men uanset hvor langsomt det går på sådan en dag og uanset hvor meget smerterne fylder, så insisterer jeg på at skabe mit liv og skabe det med kærlighed. Jeg holder mig selv oppe ved at tro på at livet er foranderligt og at jeg gennem at vælge det til, som er bedst for mig, gør plads til det gode liv.
– at uagtet hvor min dagsform definerer at jeg er, vælger jeg at sige JA til livet.